torsdag den 17. juli 2014

Søg og du skal finde

 
Jeg troede ellers ikke, at jeg var sådan en, som lod sig inspirere af andre, men på instagram har jeg lagt mærke til en lille trend. En trend, som jeg syntes ville passe mig helt perfekt, idet jeg elsker at have blomster og planter omkring mig. Jeg føler selv, at jeg er lidt bag ud med denne trend, men nu skulle det være. Jeg ville have en elefantøre! Jeg har googlet, søgt på planteskoler og andre planteforhandlere, men lige lidt hjalp det! I tirsdags bestemte jeg mig så for at tage ud i Plantorama og spørge efter den. De havde masser af Elefantøre planter, men det var ikke den slags elefantøre, jeg var ude efter. Den type jeg ledte efter hed "Pilea." Jeg viste en gartner en anden type Pilea og spurgte efter den med runde mørkegrønne blade. Han sagde, at han godt vidste hvad det var for en, men at den var vanskelig at have med at gøre, så derfor solgte de dem ikke. ØV! For sjov skyld kiggede jeg i Bilkas havecenter, hvor de selvfølgelig heller ikke havde den. Øv! Onsdag sukkede jeg over, at min søgen efter den gamle plante elefantøre ikke var til at opspore. Jeg vise et billede til mine kollegaer, som lovede, at de ville holde øje med dem. Lidt senere sendte min mor et billede fra en tøjbutik i Aalborg centrum, som havde elefantøre stående i vinduerne. Efter job tog jeg ind til tøjbutikken for at spørge om, hvor hun havde købt dem. Hun havde vist 6 stående. Hun sagde, at jeg ikke var den første der havde spurgt hende. Hun havde købt dem hos Gasa, for ca. 7 mdr. siden. Gasa har ikke salg til private, men hun mente, at de måtte kunne oplyse hvilke forhandlere, som de havde solgt planten til. Senere på aftenen skrev jeg en mail til Gasa, for at spørge om forhandlere i Aalborg. Først foreslog receptionisten Plantorama, men jeg sagde at de ikke havde den. Lidt senere skrev hun igen, at der var en blomster butik i Aalborg, som sælger dem fra på lørdag! YES! Endelig stod jeg med en konkret adresse på et sted i Aalborg, hvor man rent faktisk kan købe planten!
 
 
En kollega, som er tidligere gartner, havde sporet frem til, at man kan købe planten ved Egeskov Slot, men da jeg lidt senere mødte en anden kollega, fortalte hun, at hun havde været inde i en lejlighed, for at hjælpe en dame med at fjerne en edderkop (mine kollegaer er viceværter). Da hun kom ind i lejligheden, så hun at de havde to planter stående på køkkenbordet, som lignede dem fra billedet, jeg havde vist hende i går. Så spurgte hun damen om ikke det var en elefantøre, eller en af dem med mange navne. For det har den. jeg har set den omtalt som elefantøre, parasolpilea, kinesisk pengeplante og præsten og menigheden. Da hun hørte at jeg efterspurgte den plante, gik hun ind i stuen og hentede en stikling til mig. Hun havde nemlig for ganske nyligt klippet en stor elefantøre plante ned, da den var blevet for stor. Hold nu op, hvor føler jeg mig heldig. Jeg var ved at opgive at finde elefantøre i Aalborg, men ved nu, hvor de sælges fra på lørdag og i mellemtiden har jeg allerede fået min egen! Jamen altså. det er rigtig nok, hvad der står i Biblen. "Søg og du skal finde." (Jeg måtte google mig frem til dette citat: Bed så skal der gives jer, søg, så skal i finde; bank på, så skal der lukkes op for jer - Matthæusevangeliet 7,7). Jeg føler både at jeg har søgt og jeg har banket på hos både blomsterbutik og Gasa og i mellemtiden fandt min kollega planten til mig. Jamen altså, som tingene hænger sammen. Desuden kaldes planten for Missionærplante og Præsten og Menigheden, så lidt religiøs må den gerne være. Jeg har valgt at kalde min elefantøre for Villads, opkaldt efter manden til damen, som jeg fik planten af. Villads var nemlig hele årsagen til, at min kollega var gået ned til dem. Der havde nemlig stået en artikel om Villads i et blad, som hun ville fortælle ham, at vi havde set. Så nu har jeg en Villads Elefantøre stående i vindueskarmen.
 
 
Skulle der sidde nogen i Aalborg, som lige som mig, har ledt efter elefantøre, viderebringer jeg nu den oplysning, som Gasa gav mig. Nemlig, at der findes en forhandler i Aalborg, som skulle sælge dem fra sin butik fra lørdag morgen (d. 19. juli).
 
Jonas Jensen Blomsterdesign
Jernbanegade 7
9000 Aalborg.
 
 
Efter at have læst om elefantøre, kan jeg se, at planten typisk er en, som man laver aflæggere af, som man så forærer til venner og bekendte og på den måde, har planten bevaret sine originale gener, som skulle stamme tilbage fra 1946, hvor en norsk missionær tog nogle stiklinger med hjem til Norge. Og siden da, er der lavet stiklinger og aflæggere i gennem årene og således er den nu at finde, i alle de Skandinaviske lande. Nu forstår jeg pludselig, hvorfor planten er så populær lige nu. Den hører ganske simpelt under kategorien RETRO. Jeg har selv købt et par retro/ vintage urtepotter, men må da vist på jagt efter nogle flere. Jeg håber nemlig, at kunne få en stor plante ud af min lille stikling, som jeg selv kan lave nye aflæggere af. Jeg har også et par andre retro blomster stående i vindueskarmen. Nemlig 2 duftgeranier, som min mormor har fortalt mig, man kaldte "slå til potten Maren," da det kke altid duftede lige godt i gamle huse, ja så kunne stuepigen forsøge at skabe en bedre duft, ved at slå til den urtepotte, som duftgeranien stod i. Nilgud er en anden sjov plante. Den laver nemlig sine egne stiklinger og mange af dem. På de takkede plade, hænger der små unger, som falder ned i potten og sætter rødder, hvis man er heldig. Jeg tog selv sådan en unge med hjem en dag, hvilket nu er blevet til en høj og ranglet plante med masser af unger på vej. Jeg har også hjembragt en stikling fra en Aloe Vera, som jeg nu selv har taget 3 stiklinger fra, men håb om, at de vil vokse sig så store, at jeg kan forære dem væk.
 



 
For en uge siden købte jeg en passionsblomst, som også har vist sig at være en sjov plante, da blomsterne kun springer ud en af gangen og typisk kun er fremme en dag.
 

 

2 kommentarer:

  1. Hvor sjovt, jeg har lige købt to planter "Præsten og hans menighed " i Holbæk. jeg syntes, de så sjove ud og købte dem helt i blinde. Så tak for alle de oplysninger, du her har givet. Hvordan går det med din plante ? Hvor gammel er den nu ?
    Hilsen Else Marie Pedersen. (emp@newmail.dk )

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Else Marie,
      Det går rigtig fint med planten nu. Jeg sørgede for, at sætte den i srørre potter, efterhånden som den vokser. Det er rødderne på planten, som er vejen til succes. Derfor står den nu i en kæmpe potte ( ca. 22 cm i diameter). Den er omkring 25 cm hæj og står lige nu med 11 små planter i bunden af potten, som jeg skal have taget op, men lige nu er mine vindueskarme fyldte med frø til forspirring, så jeg venter lige et par uger med at tage dem op. Jeg har haft den i næsten 2 år nu og flere er kommet til siden og de er alle sammen blevet rigtig store. Efterhånden som de vokser, har jeg sat små bambuspinde omkring stammen, for at støtte dem i at stå oprejst. De lange stængler på bladene, har jeg brugt sugerør til at støtte, når de gik i mod bladene neden unde. Held og lykke med dine planter. Du kan evt. Google: karolinesretro pilea og se masser af billeder af mine planter. Venlig hilsen Karoline

      Slet