I morges stod jeg tidligt op, så jeg kunne bage en portion af mine Disney cartoon cookies. Min ovn stod af, da jeg ville bage vaniljekranse, aftenen før, så jeg måtte gøre det i min miniovn. Det samme måtte jeg så gøre med småkagerne i morges.
Vi kørte på kirkegården, for at tænde lys, men måtte opgive at få tændt dem alle, da vi endte med at blive godt og grundigt gennemblødte, da der kom en stor haglbyge.
Da vi kom hjem til mine forældre, lavede jeg pebernødder med chokoladeovertræk og dækkede bord, så jeg var så godt som klar til at sætte mig i sofaen og se Disneys Juleshow kl. 16:00.
Jeg nåede også at se det sidste afsnit af julekalenderen "Den anden verden," som jeg har fulgt med i på DR. Den er godt lavet, en form for "Avatar" møder "Brødrene Grimms eventyr," men jul handlede den ikke meget om.
Da gæsterne kom, satte vi os til bords og nød den traditionelle julemiddag med andesteg, flæskesteg og medisterpølse. De franske kartofler glemte vi at sætte på bordet. Efter en omgang pakkespil og risalamande, besluttede vi os for at danse om juletræet, pakke gaver op og siden hen returnere til mere risalamande, for at finde den mandel, som vi ikke fandt i første omgang.
Det har været en hyggelig aften med fine gaver. Den største gave gav jeg mig selv d. 25. November, hvor jeg på Black Friday købte mit første Canon EOS kamera inkl. Macro objektiv. Jeg har drømt om det længe og tog den endelige beslutning, da jeg så hvor mange penge jeg kunne spare ved at købe det den dag. Tanken er at jeg frem over vil optimere de billeder i kommer til at se her på bloggen. En af gaverne under juletræet var en Tripod, som jeg regner med at få meget glæde af. Jeg indrømmer at jeg har været en del fraværende her på bloggen, men min flytning krævede al min tid og energi, men jeg håber at jeg snart kan melde mig på banen med ugentlige og måske daglige blogindlæg igen.
Mens midnats Messen fra Rom vises på tv, vil jeg benytte lejligheden til at ønske jer alle en glædelig jul!